Bob Barry fra Iowa har været medlem af det demokratiske hele sit voksne liv. Han blev ovenud begejstret, da Barack Obama dukkede op i Davenport, en by på størrelse med Århus i det sydøstlige Iowa, i julen 2007. Han var noget nyt, noget spændende, en ny Kennedy - en politiker, der ville stoppe al den galskab, der prægede USA under præsident George W. Bush.
"Nu er jeg rent ud sagt skuffet," konstaterer Bob sørgmodigt.
Han er ikke den eneste, der er skuffet. Meningsmålinger viser, at "skuffelse" er det ord, der falder flest amerikanere ind, når de skal bedømme Obamas første år som præsident.
De store løfter, han så storslået vandt først primærvalget over Hillary Clinton med og siden præsidentvalget over John McCain med, er fuset ud. I dag er manden, der så sent som ved sin tiltrædelse blev kaldt "Den sorte Jesus", blevet til en helt almindelig politiker.
Men hvad var det, der gjorde, at Obama blev sat på en piedestal, da han tiltrådte i dag for ét år siden?
Præsident Bush var en mindre katastrofe - valget af Barack Obama en direkte konsekvens af den katastrofe. Uden den ene havde vi ikke fået den anden. Uden Bush, ingen Obama.
Det er ikke enestående i amerikansk politisk historie, at vælgerne efter en katastrofe kaster hele arvefølgen til side, og vælger noget ganske nyt og anderledes. Efter præsident James Buchanan, som i 1861 forårsagede borgerkrigen, valgte amerikanerne Abraham Lincoln. Efter præsident Herbert Hoover, som fik skylden for den store depression, valgte amerikanerne Franklin D. Roosevelt, og efter Watergate valgte amerikanerne Jimmy Carter.
Tiden med Bush, især slutningen, førte endnu en gang til kravet om noget helt nyt og anderledes, og amerikanerne valgte en mand med et afrikansk efternavn, et arabisk mellemnavn, en kenyansk far, en islamisk familie, en opvækst og skolegang i Indonesien og - hjemme i Chicago - en pastor, der prædikede "død over Amerika" og en vennekreds, der talte en bombemand fra studenteroprørstiden.
Realiteten er, at Obama ikke ville have haft en flig af en chance i 1996, 2000 eller 2004. Han ville være blevet klemt ved primærvalgene, men i 2008 vandt han over både den første kvinde, der havde en reel chance for at blive USA's præsident, og manden, der kunne have været blevet den ældste.
Det kan Obama takke Bush for. Skulle Obama ringe til én person i dag og sige tak for muligheden for at blive præsident, burde det være George W. Bush - hvor ironisk, provokerende og surrealistisk, det lyder.
Ikke desto mindre har Obama ikke meget andet at takke Bush for.
I 2006 vurderedes det, at det ville tage mellem 10 og 20 år at afvikle og afhjælpe alle de problemer, som Bush havde skabt. I 2008 - efter "sammenbruddet" - skulle åremålet sættes ikke så lidt højere.
Obama kom ikke ind i kampen til en føring eller uafgjort - han kom ind i kampen på et tidspunkt, hvor hans hold var så langt bagud, at det næsten kunne være ligemeget. Han arvede ikke, som Bush i 2001, det største budgetoverskud i amerikansk historie, og han fik ikke, som præsident Ronald Reagan i 1981, en udenrigspolitisk triumf i indsættelsesgave, Teheran-gidslernes løsladelse.
Obama fik en finanskrise, uløste krige i Irak og Afghanistan, det største budgetunderskud, USA nogensinde har haft, de laveste forbrugertillidstal i målingernes historie, og han fik en verden, der - med klimafrygt og influenzafrygt oven i handlen - var ved at miste modet.
Men selvom jeg personligt ikke er enig i meget af Obamas politik, må jeg dog indrømme, at han har gjort en forskel. Han har gjort noget til det bedre - de endelige resultater mangler bare! Der er stadig for meget snak og for lidt handling, for lidt "action".
Og det bringer os tilbage til Iowa, til nu 19-årige Laurie Hopkins, der har mistet tålmodigheden med Obama. "Jeg heppede som en besat på Obama, da jeg gik i high sSchool - og jeg var så stolt, da jeg lige var blevet 18 år og kunne stemme på ham ved præsidentvalget. I dag er jeg bare så ærgerlig, for han er jo bare en politiker som alle de andre, der sender mine venner i krig, og som er ligeglad med, at jeg ikke har noget arbejde," siger hun.
Men det er i den sammenhæng særligt relevant, at præsidenter - trods den fokus, der er på de første 100 dage og det første år - typisk ikke har deres største gennemslagskraft i de første 100 dage og det første år - de gør den virkelige forskel i de følgende år.
Roosevelt tiltrådte i 1933, men først i 1935 gennemførte han de love, som blev hængende i eftertiden. Præsident John F. Kennedy trådte først for alvor i karakter efter midtvejsvalget i 1962, men nåede desværre at dø, inden han leverede nogen reelle resultater. Præsident Bill Clinton har selv sagt, at hans politik ikke fik bundtræk før end i 1995, tre år efter hans valg. Hvis det samme gælder for Obama, så kan man sige, som amerikanerne ynder at sige:
You ain't seen nothing yet!
Senatet tæller allerede en selverklæret socialist og et tidligere medlem af Ku Klux Klan. Næste levende billede er en folde-ud mand.
