onsdag den 8. juni 2011

Obama ville tabe til Romney

Den tidligere republikanske guvernør i Massachusetts, Mitt Romney, ville slå præsident Barack Obama, hvis der i dag var valg i USA. Det viser en meningsmåling foretaget for ABC og Washington Post.

Romney, der i sidste uge meddelte, at han vil forsøge at blive nomineret som republikanernes præsidentkandidat i 2012, støttes af 49 % af de registrerede vælgere, mens Obama får 46 %. Meningsmålingen er en chokmelding for Det Hvide Hus, for foreløbig har de republikanske vælgere ikke vist nogen særlig begejstring for Romney.

Amerikanske elitesoldaters likvidering af Osama bin Laden for lidt over en måned siden gav Obama en kortvarig opdrift i meningsmålingerne, men siden har en række økonomiske nøgletal vist, at den økonomiske krise i USA er langt fra at være overstået.

Det er blandt andet det rekordstore budgetunderskud, den store arbejdsløshed, stigende benzinpriser og et boligmarked i fortsat frit fald, som får mange amerikanere til at tvivle på, at Obama kan skabe ny fremgang. Men målinger viser også, at vælgerne ikke har større tillid til, at en republikansk præsident kan gøre det bedre.

Nu er det langtfra sikkert, at Romney bliver nomineret som præsidentkandidat. Flertallet af de republikanske vælgere er trukket langt til højre, og kan måske finde større appel i en politikertype som Sarah Palin. Romney er bl.a. også svækket af, at han som guvernør fik vedtaget en sundhedsreform, der ligner den reform, som Obama fik vedtaget for hele USA i 2010 - en reform, som republikanerne har svoret at ville pille i stumper og stykker.

Kilde: TV2 Nyhederne.

0 kommentarer: