Utahs fhv. guvernør og den netop afgåede amerikanske ambassadør i Kina, udpeget af præsident Barack Obama, Jon Huntsman, oplyste i går, at han formelt vil meddele sit kandidatur til de republikanske primærvalg i næste uge.
Dermed er han den ottende republikaner, der forsøger at blive nomineret som sit partis præsidentkandidat ved næste års valg.
Huntsman var Utahs guvernør fra 2005 til 2009 og blev derefter amerikansk ambassadør i Kina. Det er kun lidt over en måned siden, han vendte hjem fra Kina, men Huntsman har allerede været på tre besøg for at gøde jorden i New Hampshire, som er en af de vigtige delstater i primærvalget.
Den 51-årige republikaner er populær i sin hjemstat og i Washington, men i resten af landet er der ikke mange, der kender ham.
I spørgsmål om abort og våbenlovgivning er Huntsman ærkekonservativ, men i modsætning til de fleste republikanere går han ind for at give homoseksuelle flere rettigheder, ligesom han mener, at klimaforandringer er menneskeskabte.
Foreløbig viser meningsmålinger, at kun nogle få procent af de republikanske vælgere ville overveje at stemme på ham.
Kilde: Ritzau via Berlingske Tidende.
0 kommentarer:
Send en kommentar