6. maj 2008

Så er turen (endelig) kommet til Indiana og North Carolina

I dag er der primærvalg i Indiana og North Carolina, og spændingen og interessen samler sig selvfølgelig om det demokratiske primærvalg.

Barack Obama står i de fleste meningsmålinger - som han længe har gjort det - til at vinde i North Carolina, men marginen ned til Hillary Clinton er svundet ind, og sejren bliver måske ikke lige så stor som forventet.

Der er til gengæld mere tæt løb mellem Obama og Clinton i Indiana, hvor meningsmålingerne har været meget lige på det seneste, dog med et lille favør til Clinton.

Du kan læse min personlige vurdering af dagens primærvalg her.

I de nationale meningsmålinger har Obama længe ført over Clinton, men det er gået virkelig ned ad bakke for ham, og ifølge den seneste Ipsos-meningsmåling fører Clinton nu nationalt med 47 % mod Obamas 40 %. Hele miseren om præsten Jeremiah Wright har med en vis sandsynlighed spillet ind, men Obama har også vist svaghedstegn generelt på det seneste, og det forlyder også, at han er træt af at være på kampagne (læs historien på bloggen).

Glem i øvrigt ikke, at også republikanerne stemmer i såvel Indiana som North Carolina, men det er dog uden den helt store betydning, og vil mere fungere som en slags tillidsafstemning for den "udvalgte", John McCain.

0 kommentarer: